Social fobi

Social angst, generthed og frygt - få hjælp til at få det bedre

Som mennesker er vi afhængige af hinanden og har brug for venskaber, accept og kærlighed. Vi har alle brug for at mærke og føle, at vi hører til, og at vi er ønsket og værdsat.

Hvad er social fobi?

Social fobi handler om en overdreven og/eller uhensigtsmæssig bekymring for at blive bedømt eller vurderet negativt af andre. Det kan gøre, at det føles ubehageligt at gå til møder, fester og andre begivenheder, hvor der er mange mennesker. Bare tanken om en social begivenhed kan skabe uro og ubehag i kroppen. Når du er i centrum for andres opmærksomhed, kan det virke skræmmende, og du har måske allermest lyst til at undgå opmærksomheden.

Hvad er en fobi?

En fobi er en stærk irrationel frygt for en bestemt ting eller situation. Fobien kan være mere eller mindre vanskelig, afhængigt af hvordan den påvirker dig og dit liv. Cirka hver tiende dansker lider af en fobi i en eller anden form. De fleste mennesker er bange for at tale til en forsamling, for mørke, for edderkopper eller for højder. Social fobi er en angstlidelse, som omhandler samværet og samspillet med andre mennesker.

Hvis du lider af social fobi, går den ikke væk af sig selv. For at håndtere den anvender du måske forskellige ”tricks” og strategier, kaldet sikkerhedsadfærd. Du undgår måske at se andre i øjnene, spænder op for ikke at ryste eller stiller spørgsmål for at undgå at tale om dig selv. Måske finder du på undskyldninger eller melder dig syg for at undgå en bestemt situation.

Ung pige glad og tilfreds og fri af social fobi
Billede med hvide blomster og sløret billede som bekymringer

Social angst - hvad gør jeg?

Det kan være pinligt at fortælle andre, hvordan du har det. Måske fordi du tror, at det kun er dig, der føler og oplever, som du gør. Social angst giver ubehagelige fysiske og psykiske reaktioner, særligt når du er sammen med mennesker, som du ikke er helt tryg ved. Den kan få dig til at begrænse dig selv i sociale sammenhænge og ofte også i dit uddannelses- og arbejdsliv.

Symptomer på social fobi:

  • Hjertebanken og rysten i kroppen
  • Rødmen og åndenød
  • Stammen og besvær ved at finde ord
  • Svedtendens og mundtørhed
  • Kvælningsfornemmelse
  • Smerter og trykken for brystet
  • Flugt fra situationen.

Behandling af social fobi/angst på Frederiksberg:

Social fobi og lavt selvværd hænger ofte sammen. Der skal derfor arbejdes på både at få styrket dit selvværd og få udfordret din sociale fobi. Samtaleterapi kan hjælpe dig til at forstå dig selv meget bedre, og du får konkrete redskaber samt viden, som du kan bruge i hverdagen. Du vil formentlig allerede efter få gange mærke en bedring, og efterhånden lærer du at håndtere dine udfordringer anderledes.

Du er altid meget velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål. Jeg kan kontaktes på 22 14 16 75 eller på mail på kontakt@tidtilforandringer.dk

BOOK TID - KLIK HER